Sådan skriver du et dansk essay

Et essay er en genre, som du ofte kan skrive i dansk. Det kan være til en prøve eller som aflevering. Lige her får du en bred guide, som introducerer dig til genren, giver dig gode tips og – ikke mindst – giver dig et konkret eksempel på et essay, som gav topkarakter – 12 – i på tredje år på handelsgymnasiet. Dette essay kan du med fordel læse for at blive inspireret og få en idé om, hvordan et godt essay, der fik topkarakter, ser ud, opbygget og skrevet.

Det er ydermere en god idé at forholde dig til det, som din dansklærer siger – det kan være, at han/hun har uddelt gode tips eller forklaret jer, hvordan hun/han ønsker sine essays. Og det er naturligvis din dansklærer, der skal rette dit essay, hvis det er en opgave, hvorfor det er en god idé at følge disse instrukser. Læs vores guide her til et godt dansk essay.

 

 

Klik her for at downloade et dansk essay, som fik topkarakteren 12.  

 NB: Det er selvfølgelig ikke tilladt at kopiere dette essay og aflevere det. Du vil blive opdaget gennem plagiatkontrol, og du vil derfor blive opdaget i at snyde. Brug kun dette essay til inspiration. 

 

Hvad er et essay? 

Når du får et essay som opgave i dansk, vil det være med udgangspunkt i et billede eller en tekst. Du skal ydermere forholde dig til de ting, som du bliver fortalt i opgavebeskrivelsen. Det kan være, at du skal inddrage nogle bestemte kilder, besvare et spørgsmål eller forholde dig til et samfundsforhold; fx hvordan det moderne menneske kan have behov for en helt. Der findes ikke kun et dansk essay – denne genre har du formentlig også stiftet bekendtskab med i engelskfaget.

Du skal ikke lave en dybdegående analyse af det materiale, du har udleveret. Det er ikke det, som et essay er til for. Her er rammerne mere frie, og du har mere selvbestemmelse med hensyn til, hvor din opgave skal pege hen ad. Derfor finder du også, at du har en meget åben opgavebeskrivelse, hvor du ofte vil blive bedt om at forholde dig til noget – dette er meget åbent, og det er meget individuelt fra elev til elev, hvordan et sådant essay udformes og skrives.

 

Egne meninger i dit essay

At et essay i dansk skal være proppet med egne holdninger en en uholdbar skrøne. Dog er essay en genre, som giver plads til, at du gør dine egne refleksioner – og her kan man sige, at dine holdninger indirekte bliver repræsenteret. Du reflekterer jo over de emner, du bliver bedt om, på din egen måde. Hvordan du forholder dig til et emne er jo fuldstændig subjektivt, hvorfor din mening ikke er forkert.

Men at bruge mange sætninger med “jeg synes” er sjældent en god idé. Et essay er ikke et debatindlæg. Dine refleksioner og vinkler bør hvile på de kilder, du vælger, og det materiale, som du får udleveret i opgaven.

Du skal – for at bruge et ordsprog – flyve op i helikopterperspektivet. Du skal ikke gå helt ned i dine egne holdninger. Og du skal ikke gå helt ned i det materiale, som du skal forholde dig til. Sørg for at hold en pæn distance til de materialer, du bruger, og hold dig på det overordnede og måske mere abstrakte niveau, hvor du gør dig dine betragtninger og refleksioner.

 

Sådan opbygger du dit essay

 

  1. En indledning, hvor du introducerer og evt. stiller spørgsmål (10% af hele dit essay).
  2. En brødtekst, hvor du analyserer og bearbejder det, du skal (80% af hele dit essay).
  3. En konklusion eller afrunding, hvor du binder de løse tråde, du har berørt, sammen til en yndig sløjfe (10% af dit essay).

 

Ovenstående er gode og hurtige tommelfingerregler, som du kan bruge, når du skal til at skrive dit essay. Og det betyder derfor ikke, at du skal opfylde disse procentsatser, vi skriver – nej, det betyder blot, at det kan være en god idé at fordele dit essay på en sådan måde og have det som udgangspunkt. Skidt pyt med at din indledning fylder 12% og din konklusion 14%.

 

Dansk essay – læs eksempler! 

Disruption i begrebet familie (karakter: 12)

 

Der er noget smukt ved en familie. En idé om sammenhold og biologisk tilknytning blandt en social gruppe. En idé om tjenester og kærlighed som en selvfølge. Selv Moder Teresa påpegede, at hvis du elsker din familie, bidrager du til verdensfreden.[1] I dag taler vi meget om disruption i brancher, hverv og sektorer. Disruption, som betyder innovation og en overgangsfase, der vender ting på hovedet. Men disruption har også sin relevans, når vi snakker om familien i det moderne samfund. For de fleste er familie dog stadig et positivt ladet ord. Men med en hurtigt skiftende, fleksibel, iPhone-brugende ”jeg-er-fri”-kultur, kan familien være en truet organiseringsstruktur.

 

Efter de mange ridser i ”familielakken,” har familien stadig afgørende betydning for individet og dets muligheder; økonomisk, uddannelsesmæssigt og socialt? Hvordan forholder litteraturen og kunsten sig til begrebet familie og betydningen for individet? Og hvad er i grunden en familie?

 

 

”Til døden jer skiller” står billedskønt skrevet i vielsesritualet. De fire ord bygger på en idé om fastholdelse, vedholdenhed og fungerer som underskrift på den, ifølge vielsesritualet, ubrydelige kontrakt mellem ægteparret. Trods tilføjelsen af de bindende og livsvarige ord først kom i 1897 til vielsesritualet, har det længe været underforstået, at et ægteskab varede for altid.[2] Manden manglede hjælp til maden og børnene. Kvinden manglede penge og beskyttelse. Sammen kunne de få børn, som kunne bidrage til gården og kaste penge i familiens skattekiste. Børn var et aktiv, en investering, hvor flere børn var lig flere hænder, mere arbejdskraft og derved bedre muligheder.[3] Sagt helt kort: Familien var praktisk. Familien var en lille virksomhed, hvor fornuft, økonomi og nødvendighed var vigtige elementer.

 

 

Rammerne i familien var på sin vis fastlåste. Scenen er sat: Far læser, slapper af efter arbejde, moderen hækler nye tæpper, husets unge kvinder syr tøj og lillebror, med krudt bagi, render legesyg rundt og tilkæmper sig opmærksomhed – han keder sig. Sådan fremstilles familien på Emil Bærentzen oliemaleri ”Familiebillede,” der er fra 1828.[4] Pæne gardiner, piger i nydelige kjoler og en mand, der har tid til at læse avisen i stilfærdighed, gør, at vi antage, at det er en familie i overklassen. Med hjemmel i datidens – starten af 1800-tallet – malerimode, malede Bærentzen op til flere ”Familiestykker” om det bedre, københavnske borgerskab.[5]

 

Med rødder i det latinske sprog har ordet ”familie” flere århundrede på bagen.[6] I dag bruges ordet i flæng: Om nære venner, relationer med biologisk tilknytning eller dem, der venter derhjemme med aftensmaden og deler sin slikskål med dig fredag aften. Følelser, lyst og fleksibilitet har i dag erstattet familiens livsnødvendige betydning, og antallet af skilsmisser – og derved brud på den klassiske og traditionelle familie – slår i disse år rekorder. Antallet af skilsmisser i Danmark har steget eksplosivt de sidste tyve år, hvor 40% flere ægteskaber ender i opløsning.[7] Familiens grundfundament, som vi kender fra historiebøgerne, smuldrer i et hastigt tempo.

 

Denne hærgende overflod af skilsmisser kommer ikke foruden konsekvenser for familiens mindste; børnene. Som en gartner, der fjerner ukrudt, river skilsmisse roden i familien op og efterlader børnene psykisk ustabile, forvirrede og foruden den sikkerhed, der lå i at have ”mor og far” som ét begreb. Fania Wajntraub-Korsi konkluderer overraskende, at enkelte voldshændeler kan være mindre skadelige end skilsmisse, eftersom en skilsmisse er vedvarende, vedholdende usikkerhed. Om end vold er forkasteligt, er det ofte kun en enkeltepisode. [8] Disse uforudsete brud på familien kan – overdrevet sagt – være barnets første billede på, at intet er stabilt, intet er konstant. En så stor selvfølgelighed som mor og far som én enhed, ét team, smuldres foran barnets øjne.

 

En skilsmisse er et kernesymbol på den individualiserings- og selvrealiseringsbølge, der skyller over os og oversømmer familielivet. Som når moderen i Katrine Marie Guldagers novelle ”Voksne mennesker kan godt tale om sex” pludselig forlader familien til fordel for Indien, ny kæreste og en idé om selvrealiseringen og opfyldelse af egne behov. Kort sagt: Egne drømme, egne idéer rangerer højere end familien og børnene på prioriteringslisten.[9] I novellen afslutter forfatteren med en opsigtsvækkende bemærkning. Et modsvar til den frihed, moderen udviser. Et modsvar til den idé om, at lykken og livet kommer før familiære forpligtelser. Livet handler nu engang ikke bare om at jagte lykken. Livet handler også om forpligtelser og om at gøre det rigtige.[10] Guldager støder vi på igen senere i dette essay – hendes litteratur giver perspektiver på det danske familieliv, der kan give enhver stof til eftertanke.

 

Individet er ikke længere stavnsbåndet til sin familie. Der har indsneget sig en vis valgfrihed. En mulighed for frit at vælge og vrage sin egen familie bryder overfladen og ituriver standardfremstillingen med en mor, en far og et sæt børn. Homoseksualitet, som i dag er bredt accepteret, eliminerer kravet om, at der skal være en mand og en kvinde i et forhold. Og adoption muliggør ydermere familiedannelse, som strider mod naturen – både for homoseksuelle og for heteroseksuelle par, der ikke kan få børn på sædvanlig vis af naturlige årsgager. Den brede accept af par med samme køn ligger måske til grund for valget af årets pressefoto tilbage i 2012. Her vandt fotografen Miriam Dalsgaard med et opsigtsvækkende billede – et billede af to mænd i smoking, der står tæt i en kirke og kindkysser.[11] Faktisk vil jeg gå så langt og komme med et velargumenteret og –dokumenteret gæt: De er lige blevet gift. Med lidt research viser det sig, at jeg har ret. På billedet er Steen Andersen. Trods navnet er almindeligt, er han en unik person, der vil gå over i danmarkshistorien – nemlig som den første person, der i Danmark får en kirkelig vielse med én af samme køn.[12]

 

Også adoption har øget fleksibiliteten og udvidet rammerne for familielivet. Et pressefoto fra Berlingske i 2010 af Mads Nissen viser det glimrende. Billedet er døbt ”Adoptionsfamilie” – et navn, der hverken kræver, forklaring, introduktion eller uddybelse. Trods navnet er klart og ikke til at misforstå, er det ikke adoption, jeg først tænker på, når jeg ser billedet. Jeg tænker på glæde. Lykke. Det skønne ved en familie. Først herefter bemærker jeg, at hudfarven på forældre og børn intet tilfælles har.[13] Men billedet illustrerer nogle underliggende ting med relation til familiens betydning for individet. For at blive i de samme korte og præcise formuleringer, som billedets navn er, vil jeg blot konkludere: En lykkelig familie behøver ikke have biologisk tilknytning eller være ”traditionel.” En familie bosat i et villakvarter, hvor græsset står grønt, solen skinner og parasollen er slået op og står klar til hygge i skyggen på de varme sommerdage. Men samtidig en familie, der med en DNA-test absolut intet har tilfælles.

 

At familiens medlemmer individualiseres ændrer sjældent på, at opdragelsen – og derved familien – sætter dybe spor i vores personlighed. Naturligvis er det et personligt spørgsmål, men det gør det i hvert fald ikke i dele af litteraturen. Finansmanden Frederik, der i Katrine Marie Guldagers seneste roman ”En uskyldig familie” aldrig helt glemmer sin familie, trods et årti i kapitalisternes centrum i New York.[14] En roman, der beskæftiger sig med finanskrisens masseødelæggelser på socialt niveau, men samtidig giver perspektiv på den moderne familie. Jytte, Frederiks mor, er kommunistisk orienteret og foragter finansfolk, kapitalister og jakkesæt-bærende, veltjenende karrierekometer. Hun hader alt det, som Frederik er. Frederik, der i dagligdagen jonglerer med store milliardbeløb på de rullende storskærme på Wall Street. Frederik, der med et greb i lommen erhverver sig en luksuslejlighed i København.

 

Det interessante i romanen er Frederiks opførsel, når familien kommer på besøg. Hvordan en voksen og selvstændig mand kan fremkalde en barnlig usikkerhed. En søgen efter anerkendelse fra forældre og søskende. Et skuespil, en personlighedsændring og afvigelse fra sit sædvanlige jeg, når minderne om barndommen kommer stormende og vælter ham omkuld. Barndomsminder, der er repræsenteret i øjnene af far, mor og søskende. Romanen agerer derved et skønlitterært pragteksempel på familiens jerngreb om personligheden – uanset den interne splittelse og uenighed i familien. Katrine Marie Guldager er en særdeles interessant afsender af netop denne vinkel. Hun har før berørt realiseringen af individet og de strukturelle udfordringer i familien, det medfører, i flere af sine skønlitterære værker.[15]

 

Hjemmel er ikke kun at finde i skønlitteraturen. Også i faktiske og virkelighedsnære undersøgelser er der noget at hente. Trods mine bestræbelser på at afvige fra en økonomisk, rå analyse baseret på kvantitativ data, skal vi hive tal ind. Tal, der bekræfter hypotesen om sammenhæng mellem forældre og efterkommere, forældre og børn. Knap halvdelen af de 19-29-årige, der i dag har en erhvervsfaglig uddannelse, kommer fra hjem, hvor far eller mor også har en erhvervsfaglig uddannelse.[16] Tallene skal få lov at stå uberørte – uberørte, men bekræftende. De bekræfter os i sammenhængen internt i familie. Sammenhængen mellem det, du kommer fra, og det, du bliver.

 

Uanset hvor meget det enkelte individ udfolder sig, vil resterne af familien hænge fast – ikke blot rent fysisk og biologisk, men også i hjertet. Det kan vi få bekræftet i fakta, og vi kan afspejle det i litteraturen og kunsten. En afspejling, der giver anliggende til perspektiv og stof til eftertanke. At litteraturen reflekterer over de moderne familieformer kan skyldes, at forfatterne finder inspiration i de hverdagsliv, som de lever. Det så vi hos med Katrine Marie Guldager. Hun har i sin litteratur gjort meget ud af at beskrive familiens betydningsfulde rolle i individets liv. Afslutningsvis kan vi konkludere, at selve familiebegrebet er iturevet. Begrebet har ikke længere nogele indrammende regler, og det kan være mand-mand, kvinde-kvinde eller en familie helt uden biologisk tilknytning.

 

[1] https://citatfabrikken.dk/citater/forfatter/moder-teresa/ – dato for besøg: 15/11

[2] https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sj%C3%A6l/skilsmissens-historie-0 – dato for besøg: 15/11

[3] http://museum.odense.dk/denfynskelandsby/udstillinger/moderne-tider/menneske/boernene – dato for besøg: 15/11

[4] Bærentzen, Emil – ”Familiebillede,” 1828 (tekst 2, opgavemateriale) – bemærk, at maleriet omtales ”Et Familiestykke” i de anviste kilder.

[5] http://www.bruun-rasmussen.dk/vfs/news/archive/090331-2.html dato for besøg: 15/11

[6] http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=familie – dato for besøg: 15/11

[7] http://www.dst.dk/da/statistik/nyt/NytHtml?cid=19191 – dato for besøg: 15/11

[8] Wajntraub-Korsi, Fania, Kriseligt Dagblad, udgiver 12/4/2012 – https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/debat-skilsmisser-kan-få-meget-alvorlige-konsekvenser-børn – dato for besøg: 15/11

[9] Guldager, Katrine Marie, fra novellesamlingen ”Nu er vi så her” fra 2009: ”Voksne mennesker kan godt tale om sex” http://ftp.mulerne-gym.dk/Net%20opgaver/Dansk/Dansk%20STX%2022-5-2015/files/50787_tekst5.pdf

[10] Ibid

[11]  http://cases.handelsskolen.com/Danskopgaver/Dansk_A_2015_12_august/files/51142_tekst_7.pdf

[12] http://www.aaretspressefoto.dk/index.php?year=2012&award=3319 – dato for besøg: 20/11

[13] http://cases.handelsskolen.com/Danskopgaver/Dansk_A_2015_12_august/files/51142_tekst_5.pdf

[14] https://litteratursiden.dk/anmeldelser/en-uskyldig-familie-af-katrine-marie-guldager – dato for besøg: 15/11

[15] https://forfatterweb.dk/oversigt/zguldager00 – dato for besøg: 15/11

[16] https://ufm.dk/publikationer/2014/filer-2014/Faktaark-om-social-mobilitet-publikation.pdf – dato for besøg: 16/11

Ondskabens skadelige, men nødvendige betydning for samfundet (karakter: 10)

 

 

Ondskaben har altid haft sin plads. Ønsket, såvel som uønsket. I film, kunst, virkeligheden og de rullende billeder i nyhederne. Bandekonflikten. Terrorangreb i massevis. Selv i dag spiller ondskab en stor rolle. Som om det ligger i os mennesker. Som om vi har et behov for at have en fjende. En ond fjende. En fjende, som sjældent er den samme, og en ondskab, der ofte skifter hænder. Tidligere sloges vi med andre vestlige lande. I dag er vi alle samhandlende kammerater. Men ondskaben er her stadig, og nye fjender er kommet til. Tidligere var ondskab en integreret del af familien. Ja, faktisk var tæv og prygl hverdag i danske familier. Havde eleven glemt at lave lektier. Tæv. Væltede sønnike et glas mælk ved middagsbordet til faderens store irritation. Bank. Havde farmand haft en dårlig dag på fabrikken. Prygl.

 

I takt med at patriarkalisme har fået mindre betydning for det danske samfund, tvinges den interne familievold i knæ. Gud ske tak og lov for det. Heldigvis vokser langt størstedelen af de danske børn op uden vold: i skolen, i hjemmet eller på arbejdspladsen. Ingen linealer hives frem, hvis eleven glemmer sine lektier. I hvert fald ikke linealer, der har til formål at yde vold og gøre skade. Der er heller ikke mange fædre tilbage, der serverer rødgrød med knytnæveslag til dessert for deres børn. Men vold mod børn er desværre ikke helt uddødt endnu. TV2 kunne tilbage i 2016 berette om, at 29 % af de adspurgte børn i syvende klasse har haft vold tæt på kroppen. Mere end hvert fjerde barn har oplevet at blive skubbet, rusket, sparket, nevet, revet i håret, slået eller andet, der svarer til fysisk vold, i deres hjem det sidste år.[1] Sådan lyder den bekymrende indledning i artiklen.

 

Heller ikke i kunst og litteratur er ondskab undgået – og det er forståeligt. Litteratur og kunst er, vil nogle mene, blot en afspejling af virkeligheden. Finder vi ondskab i det virkelige liv, finder vi det i den grad i kunst og litteratur. Når Sartre hævder, at mennesket basalt er godt, så må jeg sige: Det tror jeg ikke på.[2] Sådan lød ordene fra Michael Kvium tilbage i 2013. Ifølge ham er ondskaben en integreret del af det at være menneske – og forstår vi ondskaben, forstår vi os selv.

 

Hvad taler for argumentationen om, at ondskab er en del af mennesket? Hvad er det, der gør, at vi tilsyneladende er afhængige af ondskaben? Og er alle dele af ondskab nødvendigvis negativt?

“Blodet.” Så dramatisk er navnet på en digtsamling fra 1922 af Broby Johansen.[3] En digtsamling, der giver et billede på den ondskab, der hang fast i luften efter Første Verdenskrigs masseødelæggelser. “Bøjet over børns lig,”  “selvmorder mig ud fra stillads,”  “valmue-blødende lille pige.” Tre ondskabsfulde teksteksempler fra digtsamlingen, som skaber ubehag ved læsning. Modbydelighed. Kvalme. Trods de upassende ord og vendinger i digtsamlingen er timingen yderst passende. Publiceringen fandt sted kort efter millioner af soldater måtte opgive livet til ingen verdens nytte. Den tabte generation, som skabte en unik og ubehagelig tilstand blandt danskerne. En tilstand af ondskab. Fordi den fireårige krig viste, hvor meget ondskab menneskeheden stadig havde tilbage i sig. Første Verdenskrig er et klokkeklart eksempel på menneskets ondskab i det tyvende århundrede. Ondskabens eksistens før Første Verdenskrig behøver ingen introduktion. Den er åbenlys for alle, der besidder blot et par gram historisk indsigt. Én ting var de utallige krige, som mennesket har udkæmpet igennem tiden.[4] Noget andet var de absurde halshugninger og parteringer, som fandt sted som straf under enevælden – og som folk overværede med stor begejstring.[5] En halshugning i 1800-tallet kan sammenlignes med en Superligakamp i dagens Danmark. Tilskuerne har samme formål: De vil underholdes.

 

Fortællingen om Første Verdenskrig, menneskets mange blodige krige og straffeforholdene under enevælden kan virke fjernt fra dette essay. Men alle tre historier fungerer som byggeklodser, der skal gøre os klogere på menneskets ondskab. Samtidig lægger de tre fortællinger æg i kurven hos dem, der påstår, at ondskaben er en del af mennesket. En del af vores historie. En del af vores væremåde.

 

Trods ondskabens ødelæggende indspark i menneskets historie er vi stadig vilde med det – ja, faktisk helt afhængige af det. Vi er tilsyneladende helt pjattet med ondskab. Vi sluger det råt og efterlader ikke én krumme tilbage på tallerkenen. Selvom det er frygteligt, kan vi ikke fjerne øjnene og ørerne fra det. Den danske forfatter Jussi Adler Olsen hitter i øjeblikket i udlandet med sin  “Afdeling Q”-serie.[6] En serie, der i den grad har ondskab som hovedtema. Den danske kunstner Michael Kvium er også kendt for sin berøring med ondskaben. Et tema, som han bevist piller ved. Indledningsvis berørte vi et citat fra netop Michael Kvium om det uperfekte menneske. Et menneske, hvori ondskab er en nødvendig ingrediens. Den tankegang kommer også til kende i hans kunst. I 2010 stod Michael Kvium klar med et akvarelmaleri, der kan få selv de modigste helte til at ryste i bukserne.  “Short Stories” er navnet på maleriet, og blot efter et kort øjekast er ondskaben ikke til at misse.[7] Billedet viser en klovneagtig, bredrøvet skikkelse, der holder et spædbarn i noget, der ligner et kvælertag. Et spædbarn, som er den mest uskyldige udgave af et menneske – og den, der forvolder skade på et spædbarn, må være ondskaben selv. Nøjagtig som med digtsamlingen  “Blodet” er ubehag den første følelse, der blomstrer frem ved første øjekast på dette akvarelmaleri. Modbydelighed, kvalme og ubehag. Et enormt ubehag, der rammer og overrasker som en spand iskoldt vand i hovedet og giver kuldegysninger til fingerspidserne og knuder i maven.

 

Som tidligere nævnt er nogle – mig selv inklusive – af den opfattelse, at kunsten og litteraturen blot afspejler virkeligheden, samfundets status og menneskets sande væremåde. Derfor er ondskaben i Michael Kviums akvarelmaleri hverken ubegrundet eller foruden rod til virkeligheden. Det samme gælder med litteraturen. En oversigt fra Københavns Universitet over de tyve mest populære romaner understreger netop det faktum. Her spiller ondskab en central rolle i hver roman: Ord som incest, vold, hævn, slaveri og røveri bruges til at beskrive næsten hver roman.[8] Men faktisk er der en videnskabelig forklaring på vores kærlighed til ondskab i litteratur. Det mener et forskerhold fra Aalborg Universitet. Begrænser vi ondskaben til litteratur, så mener forskerne, at krimier hjælper os med afslapning samt giver os en tilfredsstillelse, når der er kamp mellem det gode og det onde.[9] Egenskaberne ved den litterære ondskab er udover afslapning også et talerør til at sætte ord på tabuer. Krimien kan italesætte tabuer. F.eks. en pædofiliring eller andre ubehagelige forbrydelser, fortæller sociolog og forsker i ondskab Michael Hviid Jacobsen.[10] Han uddyber, at vi mennesker har en instinktiv lyst til at få svar og undersøge. Det er en jagt på sandheden, der driver os. Det trækker dybe rødder ind i ondskaben, eftersom – som Michael Kvium konkluderede – at ondskaben er en del af os. Ondskab er en del af sandheden. En sandhed, der kan være svær at italesætte.

 

Slaget ramte ham på højre kindben. Det var nøjagtigt, hvad han havde regnet med, da han drejede hovedet et par centimeter skråt opad, netop da faren slog.[11] Sådan lyder begyndelsen på romanuddraget af den svenske roman “Ondskaben.” Netop dette romanuddrag understreger endnu en gang, hvordan ondskaben er indgroet i os mennesker: Man kan udvise ondskab og udøve vold mod dem, man har kær. Kan man det, må ondskab synes at være noget, der ikke kan undgås. Men det viser også noget andet. Det viser en misvisende og asymmetrisk sammenhæng mellem ondskab og kærlighed. Det kan lyde som et oxymoron at sammensætte ondskab og kærlighed i én og samme sætning. Ondskab kan være et nødvendigt redskab for at opnå succes på den lange bane. Om det er succes for en far, der ønsker en velopdragen knægt og derfor bruger vold i opdragelsen. Eller om det er soldaterne, der af ren og skær fædrelandskærlighed hiver ondskaben frem og går til kamp mod fjenden. Den angribende fjende.

 

Der kan derfor ikke længere sås nogen tvivl om ondskabens integration i mennesket. Det er indgraveret i vores historie og væremåde. Lige fra de grusomste øjeblikke i vores historie til kunst, litteratur og den hårde, men kærlige, “jeg-ønsker-det-bedste-for-dig”-ondskab. Den påstand har også videnskabelig evidens og statistisk sammenhæng. Populære kunststykker, romaner og digtsamlinger – mange af dem har ondskaben som hovedtema og omdrejningspunkt. Ondskabens betydning må ikke simplificeres. Et ord, der på overfladen udelukkende virker skræmmende og negativt, har velmenende nuancer i sine rødder: Man skal blot dykke ned i ordet og dets betydning for at kunne se det. Derfor er ondskab ikke udelukkende negativt, hvis blot det optræder i de rigtige sammenhænge.

 

[1] http://nyheder.tv2.dk/samfund/2016-11-13-undersoegelse-mere-end-hvert-fjerde-barn-oplever-vold-i-hjemmet – Artiklen kommer fra Ritzau. Dato besøgt: 18/9/2017.

[2] https://kunsten.nu/journal/jeg-forsoeger-jo-ikke-at-male-et-billede-saa-grimt-som-muligt/ Artiklen er skrevet af Ole Bak Jakobsen. Dato besøgt: 13/9/2017.

[3] https://www.dr.dk/skole/dansk/uddrag-af-tekster-broby-johansen – dato for besøg: 18/9/2017.

[4] http://videnskab.dk/sporg-videnskaben/hvilke-krige-var-de-vaerste  – dato for besøg: 15/9/2017.

[5] http://natmus.dk/fileadmin/user_upload/natmus/undervisning/dokumenter/dk_historier/ret_og_rimeligt.pdf – dato for besøg: 15/9/2017.

 

[6] http://nyheder.tv2.dk/business/2016-03-12-danske-boeger-hitter-i-udlandet-her-er-de-vilde-med-os Artikel er skrevet af Mikkel Secher. Dato besøgt: 13/9/2017.

[7] Vedlagt bilag i opgaven (tekst 6). Kvium, Michael – 2010, “Short Stories” 25×25 cm.

[8] https://bibliotek.kk.dk/biblioteker/blog/top-10-mest-populaere-romaner – dato for besøg: 15/9/2017.

[9] https://www.b.dk/kultur/derfor-elsker-vi-krimier – dato for besøg: 15/9/2017.

[10] Ibid.

[11] Guillou, Jan – Ondskaben – vedlagt bilag (tekst 5) – side 1/5 linje 1-4.

Helte – en vanskelig, men nødvendig, disciplin i den moderne verden (karakter: 10)

 

De færreste kan undsige sig det. Jeg melder mig i hvert fald som den første i rækken, når det kommer til at indrømme, at jeg i min barndom havde en række forbilleder og helte – fiktive og faktiske, nære og fjerne. Når jeg på fodboldbanen trænede frispark, så fodboldstøvlerne gik itu. Her så jeg op til Ronaldo, Henry eller den gamle Liverpool-mand og fantastiske skytte, Steven Gerrard. Trådte jeg af fodboldbanen og satte mig foran fjernsynet, kunne forbillederne skifte fra atleter til Supermand og Daniel fra Karate Kid. Og da jeg senere i livet blev gammel nok til at stryge egen skjorte, kom både far og mor ind og stjal en delt førsteplads som forbillede. En stribe af forbilleder og helte i en traditionel, dansk barndom fremkommer derfor både selvsagt og ufravigeligt for mig. Min underskrift må gerne endegyldigt bekræfte, at jeg absolut ikke ville have undværet dem, der gennem tiden har inspireret mig. Men som alderen og livet skrider frem, synes de klassiske forbilleder at ebbe ud. Enten fordi fodboldspilleren går på pension, fordi tegneseriefilm bliver uinteressante, eller fordi mor og far bliver ordregivende og debatskabende elementer. I en travl hverdag som min værdsætter jeg at stoppe op. Det kan være på en gåtur ved skoven eller på en rasteplads på vej til København. Stoppe op og tænke – trække vejret dybt og flyve op i helikopterperspektivet. Her skal jeg sætte en note i min kalender til næste gang: Jeg skal huske at tænke på de forbilleder og helte, jeg har haft. Har jeg dem ikke længere, fordi de er unødvendige at have som voksen? Er det blot noget for småbørn og ungdommelige hvalpe? Eller har de rent faktisk stadig en plads i en fuldvoksens tilværelse med politiske kriser og krige, som topper listen over verdens udfordringer, og hvor vi med højt tempo har mange bolde i luften? Det er ingen hemmelighed, at mange traditioner er på vej i opbrud; se blot på stigningen i skilsmisser og det faldende antal medlemmer af Folkekirken.[1] Som Freya Skov skriver i Kristeligt Dagblad: ”Det moderne menneske er sin egen Gud.”[2] Kan vi så vove pelsen og sige, at det moderne menneske også er sin egen helt?

”Det moderne menneske lever ikke inden for en ramme af ro, stabilitet og kontakt med naturen. De fleste af os bor i byer og med en permanent påmindelse om at skulle følge med udviklingen på arbejdsmarkedet.” Så kort og kontant starter fru. Else Marie Kjerkegaard ud i sin artikel ”Det moderne menneske kan ikke finde ro” fra 2008.[3] En dansk forfatter med kristendommen som et gennemgående tema i flere af hendes tekster og bøger.[4] Trods jeg ikke har medbragt mere end små fyrre ord fra hendes artikel, får ovenstående citat alligevel sagt mere, end der umiddelbart læses ved første øjekast. Vi lever ikke inden for en ramme af ro. Et citat, som mange formentlig kan nikke genkendende til. Urolighedselementerne er mange. En konstant bimmel-bammel i lommen fra notifikationer fra nyheder, Snapchat og den sjove kollega, der har delt en kattevideo med dig, som du bare se. Anden del af fru. Else Marie Kjerkegaards citat berører også arbejdsmarkedets konstante udvikling, som kræver et vågent øje, hvis vi skal følge med. Ord som digitalisering og disruption brænder på vores læber og fylder vores øre.

 

”Arbejdsmarkedet bliver mere illoyalt. Jobs bliver mere projektorienterede, og mange vil blive ansat til specifikke forløb.” Sådan formulerede fremtidsforsker og cand.scient.pol. Anne-Marie Dahl det til en artikel i Berlingske fra 2017 om fremtidens arbejdsmarked.[5] En tyk streg under arbejdsmarkedets hastige udvikling. Skifter vi konstant job, ryger også muligheden for at have en helt på arbejdspladsen. Hvis vores chef eller afdelingsleder er vores helt; skal vi så skifte helt hver gang, vi skifter job eller får nye kolleger? Næppe.

 

For at slå sidste søm i arbejdsmarkedets hastige udvikling, vil jeg finde belæg i litteraturen også. Heldigvis for mig kan jeg gøre det ved at vende blikket mod en af mine absolut favoritromaner. Titlen er ”En uskyldig familie,” og forfatteren er Katrine Marie Guldager.[6] En bog om en fremadstormende, ung, dansk dreng ved navn Frederik, der buldrer forbi topuniversiteter og velbetalte jobs i den finansielle sektors centrum i USA, Wall Street. Trods den bugnende bankkonto og de mange økonomiske succesoplevelser, brydes alting for den unge mand, så snart han møder sine forældre og søskende. Det er til trods for, at familien er særdeles kommunistisk og afskyr alt, der hedder aktier, investment banker, kapitalisme og jakkesæt. Men det interessante ved romanen – i denne teksts sammenhæng – er, hvordan man kan flyve nok så højt i skyerne, men kun få ting står tilbage. I romanen er det familien, der står tilbage. I denne teksts sammenhæng er det helte og forbilleder, som familien symboliserer, der står tilbage. Et tydeligt tegn på den afgørende betydning, som helte og forbilleder har – også som voksen og ikke kun som barn.

 

Jeg har givet læseren en række løse tråde med uro i det moderne menneske og et hurtigt skiftende arbejdsmarked. Alle disse tråde skal bindes sammen til en elegant sløjfe, der hjælper os med at analysere og reflektere over heltes plads i den moderne verden. Fordi både arbejdsmarkedet, uroen og de øjne, vi kigger på os selv med, har stor betydning for heltes indvirkning. Den eftertænksomme tankevirksomhed centreret omkring heltes betydning overbeviser mig om, at fænomenet ”helt” trækker dybere spor, end vi går og tror – og vigtigheden af det ligeså. Derfor kræver det et betydeligt spadestik dybt ned i omverdenens forhold for at kunne analysere, forstå og reflektere over det. For at blive i de metakommunikative[7] baner, vil jeg lede læserens opmærksomhed mod indledningen. Her stod det klart, at i hvert fald mine helte var konkrete og på sin vis håndgribelige. Når det var frispark, jeg trænede, var det Steven Gerrard, jeg så op til. Ved driblinger: Ronaldinho. Og når jeg en sjælden gang havde posten som målmand: Peter Schmeichel. Men med en omskiftelig verden er helte-fænomenet måske gået fra konkret og håndgribeligt til abstrakt og diffust. Med så mange ting at have øje på, bliver det umuligt at have en helt til hvert punkt på kompetencelisten.

 

Hvis ikke en helt er, hvad den har været – hvad er den så? En person, som modigt og tappert udfører store eller farlige bedrifter. Således lyder beskrivelsen på ordet helt i ordbogen.[8] En sådan formulering efterlader et stort rum til fortolkning af ordet. Er det tappert af Supermand at redde folk ud fra en brændende bygning og sloges med skurker imens? Og er det tappert, når en ung mor opdrager og opfostrer et barn gennem årtier med vasketøj, bleskift og madlavning? Både ja og ja. Den brede og fortolkelige definition gør det til et abstrakt begreb, som alle kan føle på og tillægge egne holdninger og betragtninger.

 

Netop sværhedsgraden ved at udvælge én helt til hver situation forklarer Politiken i en tidligere leder. ”Magiens lyssværd” er titlen, og den udkom i kølvandet på præmieren på den nye Star Wars-film i december 2015.[9] I lederen kædes forelskelsen til Star Wars´ univers sammen med de udenrigspolitiske spændinger, der hærgede – og stadig hærger i dag. Chefredaktøren peger i lederen på, at det i moderne tider er svært at adskille skidt fra kanel. Den klare skillelinje fra ond til god er efterhånden hvisket væk; måske endda blæst væk som små sandkorn i vinden. Netop den moralske forskel, mener chefredaktøren, mellem god og ond er årsagen til, at Star Wars stadig er så stor en succes. I lederen står det: Der er en forjættende moralsk klarhed i denne slags fremtidsfilm (Star Wars, red.). De gode er de gode, og de onde er de onde.”[10] Og det, mener chefredaktøren, er altså noget, vi savner. Nutidens krige er gråzoner, hvor nogle er lidt onde og nogle lidt gode. Det er umuligt at vælge en helt, når der ikke findes et hold af udelukkende ”good guys.” Af instinktive og helte-liderlige årsager er vi derfor nødt til at hente trøst i fiktion; i dette eksempel Star Wars.

 

Ikke kun Politikens chefredaktør formår at bringe krige ind i en helte-sammenhæng. Det samme gør Halfdan Rasmussen i et af hans ”Tosserier” (digte) – nemlig ”Noget om helte” fra Femte samling, 1955.[11] I digtets strofe tre skriver hr. Rasmussen således:

Der er nok, som går og sysler

med at sprænge kloden væk.

Jeg vil ikke ha skærmydsler

og kanoner bag min hæk.

Mens de andre går og sveder

for at gi hinanden lak,

vil jeg pusle med rødbeder,

selleri og pastinak.[12]

Bag den hyggelige fortælling om en køkkenhave gemmer sig et opråb. Forfatteren vil hellere pusle med sine rødbeder, selleri og pastinak end at give lak. Ikke et ord, der bruges ofte, altså lak, men der henvises ikke til det, der smørres ud på træ, så det holder bedre. At give hinanden lak betyder nemlig, at de giver hinanden klø.[13] Ligesom han ikke ønsker at have skærmydsler – konflikter – bag sin hæk. Digtet fremstår derfor som en hyldest til de ”bangebukse,” som alligevel deltog i reserven under krigen.[14]

 

Inddragelsen af helte finder vi længere nede i digtet i den sidste strofe, strofe ni:

 

Livet er en dejlig gave.

Jorden er en herlig jord.

Der er øller i min mave.

Der står krokus på mit bord.

Når reserverne skal stille

for at splitte jorden ad,

skriver jeg med kruspersille

verdens mindste heltekvad.[15]

 

Forfatteren har det godt, må man sige. Det er i hvert fald svært at have det dårligt med øller i sin mave, mens han sidder og skriver et heltekvad – et digt om helte og Guder.[16] Som Politikens chefredaktør efterspørger og påskønner hr. Rasmussen også helte. Begge sætter de ord på, hvorfor det er både vigtigt og naturligt for os mennesker at have helte i vores hverdag.

 

Derved kan vi med god ro i maven, trods det vækker en smule bekymring, konkludere, at helte også er afgørende i det voksne liv. Det bekymrende kommer ind, når vi betragter udvalget af helte at vælge mellem – eller mangel på samme. Netop det manglende udvalg af helte fordrejer et spørgsmål: Måske handler det ikke om, at vi er vores egne helte. Det handler mere om, at vi er nødt til at være vores egne helte, fordi det er den eneste mulighed tilbage. En eller anden må være vores helt og forbillede – i en individualistisk verden kan det lige så godt være os selv. Skal vi koge det ned til én sætning: Du finder ikke én helt, som kan toppræstere i et innovativt arbejdsmarked, sparke bolden i hjørnet på banen, sloges i krig og samtidig lave mad og vaske op – slet ikke på samme tid! Ingen ”jeg-kan-det-hele-og-lidt-mere-til”-mand findes, som er iført jakkesæt med Supermand-dragt under. Derfor kan vi være nødsaget til at få vores ”helte-dosis” gennem fiktion; som Politikens chefredaktør får fra Star Wars.

 

Fordi vi må have en portion helt et eller andet sted fra.

 

[1] Dato for besøg: 7/3/2018 –  https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/befolkning-og-valg/vielser-og-skilsmisser/skilsmisser og https://www.dst.dk/da/Statistik/emner/kultur-og-kirke/folkekirken/medlemmer-af-folkekirken

[2] Dato for besøg: 7/3/2018. https://www.kristeligt-dagblad.dk/nlp/det-moderne-menneske-er-sin-egen-gud

[3] Kjerkegaard, Else Marie, Relligion.dk, dato for besøg: 7/3/2018: https://www.religion.dk/synspunkt/det-moderne-menneske-kan-ikke-finde-ro

[4] Dato for besøg: 7/3/2018: http://www.elsemariekjerkegaard.dk/index.php?id=7

[5] Dato for besøg: 7/3/2018: https://www.business.dk/annonce/er-du-klar-til-fremtidens-arbejdsmarked

[6] Dato for besøg: 7/3/2018: https://litteratursiden.dk/anmeldelser/en-uskyldig-familie-af-katrine-marie-guldager

[7] ”Overkommunikation” – Kommunikation om kommunikation: https://www.google.dk/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=5&ved=0ahUKEwi6idfH-NnZAhWS-KQKHb7TD10QFghCMAQ&url=http%3A%2F%2Fwww.sdu.dk%2F~%2Fmedia%2FFiles%2FOm_SDU%2FInstitutter%2FIfki%2FAkademisk_Skriftlighed%2FMaterialer%2FHandout%2FMetakommunikation.ashx&usg=AOvVaw19w7-bW4NsGe9HyxUmP_Ks

[8] Dato for besøg: 7/3/2018: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=helt

[9] Politiken, Tekst 3, 17. december 2015.

[10] Ibid, linje 21-23.

[11] Rasmussen, Halfdan, tekst 2, ”Noget om helte” fra ”Tosserier,” Femte samling, 1955.

[12] Ibid, strofe 3.

[13] Dato for besøg: 7/3/2018: http://sproget.dk/lookup?SearchableText=lak&exact=1

[14] Dato for besøg: 7/3/2018: https://www.b.dk/boeger/mageloese-halfdan

[15] Rasmussen, Halfdan, tekst 2, ”Noget om helte” fra ”Tosserier,” Femte samling, 1955, strofe 9 – vers: 65-72.

[16] Dato for besøg: 7/3/2018: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?select=kvad&query=kvad

Hvis du ønsker at blive endnu klogere på, hvordan du skriver et godt essay i dansk, kan du se denne video. Den er rigtig god til at give et generelt overblik over, hvordan du skal skrive dit essay for at få den bedste karakter. Vi hos HHX-noter.dk ejer ikke denne video, men vi henviser blot til den, fordi den læringsmæssigt er i utrolig høj kvalitet.