Hvad er lempelig / ekspansiv finanspolitik? 

Der udarbejdes hvert år en såkaldt finanslov. Dette er en økonomisk plan – et budget om man vil – som beskriver, hvordan de offentlige udgifter og indtægter forventes at være i løbet af det næste år. Og derfor er denne finanslov også en utrolig vigtig del af det at være politiker; den betyder nemlig meget for de ting, som politikerne er uenige om.

 

Hvis der føres en lempelig finanspolitik, så skyldes det, at man ønsker at øge BNP-væksten. Dette kan fx være i forbindelse med en lavkonjunktur, hvor økonomien har brug for et ekstra skub. Der findes en række finanspolitiske tiltag, som er lempelige:

 

  • At sænke skatten, hvor det forventes, at privatforbruget stiger, hvilket sætter gang i efterspørgslen i samfundet.
  • At øge kontanthjælpen, så de, der er på kontanthjælp, får flere penge mellem hænderne, hvilket også vil øge efterspørgslen i samfundet.
  • At investere i en ny motorvej, som får mange folk i beskæftigelse (altså dem, der skal bygge den).

 

For at finde ud af, hvordan en lempelig finanspolitik kan øge efterspørgslen i samfundet og derved BNP, er vi nødt til at inddrage forsyningsbalancen.

Den ser sådan ud: Coff + C pr + Ioff + Ipr + X = BNP + M

Og den kan vi så omskrive – ved hælp af simpel matematik – til vækstligningen:

Coff + C pr + Ioff + Ipr + X – M = BNP

Men hvad står de enkelte ting for?

C står for consumption, som er engelsk for forbrug. Og når der står “pr,” betyder det privat, og når der står “off,” betyder det offentligt. I står for investeringer. X står for eksport og M står for import.

Som du kan se, så stiger BNP, når de enkelte efterspørgselselementer stiger. Og derfor kan vi også se, at under forudsætningen alt andet lige vil BNP stige, hvis det offentlige øger sine udgifter, øger sine investeringer, eller de private øger sit forbrug eller øger deres investeringer – samt hvis vi eksporterer mere. Yderemere kan vi se, at BNP – alt andet lige! – bliver mindre, hvis importen stiger.

 

Flere eksempler på lempelig finanspolitik

For at gøre det nemmere for dig at forstå, hvad lempelig finanspolitik er, vil jeg her inddrage endnu flere eksempler. Derved bliver du skarp til altid at vide, om der føres stram eller lempelig finanspolitik, når du læser økonomiske nyheder. Og vi kan ydermere tage udgangspunkt i noget politisk.

Når LA snakker om at fjerne topskatten: Lempelig finanspolitik.

Når Socialdemokratiet vil øge kontanthjælpen: Lempelig finanspolitik.

Når Konservative vil bygge en ny motorvej: Lempelig finanspolitik.

Når Enhedslisten vil øge antallet af offentlige ansatte: Lempelig finanspolitik. 

 

Baggrund for lempelig finanspolitik

En af de teorier, som du bør kunne, når der tales om finanspolitik, er John Maynard Keynes. Han er helt central, og hvis du ikke allerede er stødt på ham, så kommer du helt sikkert til det. Han er kendt for at snakke om, at finanspolitik skal bruges til at regulere økonomien. Altså: At der i en lavkonjunktur bør føres lempelig finanspolitik for at øge efterspørgslen, og at der i en højkonjunktur bør føres stram finanspolitik for at lægge en dæmper på efterspørgslen og derved undgå overophedning af økonomien.

I opgangstider, hvor økonomien går godt (højkonjunktur), mente Keynes, at det offentlige bør spare op for at finansiere det underskud, der kom i nedgangstider (lavkonjunkturer), fordi man førte lempelig finanspolitik i netop disse nedgangstider for at få skub i økonomien.

 

Du kan læse mere om stram finanspolitik her.